Lektørudtalelse

Forfatter: Grethe Lorentzen

Anvendelse/målgruppe/niveau

En roman for læsere af sjove/skæve, samfundsironiserende bøger, med anti-helte i hovedrollerne. God mandebog. Yngre læsere er primær målgruppe

Beskrivelse

Harald Havsteen-Mikkelsen (f. 1975) debuterer som romanforfatter med Svagpisser om den uheldige, naive, men beregnende anti-helt Robert, som skriver børnerim og drømmer om en tv-karriere. Arbejdsløse Robert med den store appetit på kvinder og sex bliver overfaldet og får et traume, som truer hans maskulinitet, og giver ham bøvl med jobcentret. På scorekurset bliver han holdt frem som et uheldigt eksempel, og bedre går det ikke med hans venner, som han enten snører, eller som forsøger at snøre ham. Robert selv er uheldig med kærester, ret effen i kreativ fakturering, og god til at lænse sin farmor for penge på falsk grundlag. Det vrimler med karikerede typer og fyldebøtter fra samfundets yderkant, og den skæve humor kører derudaf, dog lidt i ring i den sidste del af bogen. Rammen om historien er Odense anno i dag, og Robert fortæller i dagbogsform om sit liv igennem knapt et år. En lovende romandebut

Sammenligning

Verdens vredeste mand 2012, Indbrud 2011, og Sameland : roman 2011 er alle humoristiske, samfundsironiserende romaner med anti-helte i hovedrollerne, som denne

Samlet konklusion

H. H-M. debuterer som romanforfatter med Svagpisser, som er godt fyldt med mandehørm, sjove episoder, og en slapsvans af en hovedperson, der omgås andre slapsvanse. H. H-M. har greb om humoren, og spidder gerne sine svagpisser-karakterer. God debut