Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Alle læsere af krimier og seere af krimifilmserier vil være godt underholdt af denne effektive roman, der vil blive anbefalet fra læser til ny læser

Beskrivelse

Ahnhem har været manuskriptforfatter på mange krimifilm baseret på fx Mankells Wallander-serie og Turstens bøger om Irene Huss, så han kender virkemidlerne fra genren og bruger dem alle i denne debutroman, der udkommer i Danmark først. Med filmiske krydsklip fra den anonyme morder, glimt fra ofrenes bevidsthed og dagbogsindslag til virkeligheden i de 11 dage, bogen foregår i, får vi en højdramatisk krimi og psykologisk thriller, hvor alle kendte effekter udnyttes maksimalt til at skabe en stigende spænding. Hovedperson er politimand Fabian Risk, der skifter arbejde tilbage til sin hjemby Helsingborg, hvor hans gamle klassekammerater bliver dræbt efter tur, og han modstræbende får en central placering i opklaringen. Hvem er den næste, kan det danske og svenske politi samarbejde, og hvordan har mobning og isolation i barndommen skabt en så seriøs seriemorder? Første del af serie på mindst 4 bind og allerede solgt til filmatisering

Sammenligning

Alle virkemidler er kendte fra film og bøger, men er her sat sammen på en måde, der minder om et konstrueret miks af fx tv-serien Broen og Slaughters bøger, og som skaber et både nyt og velkendt, virkningsfuldt krydsfelt

Samlet konklusion

Intet nyt er denne gang godt nyt. Når velkendte elementer kombineres så effektivt og spændende, at læsningen bliver intens trods genkendelsen og gentagelserne, så er underholdningsniveauet højt