Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Landberg

Kort om bogen

Medrivende krimi fra fodboldens verden, hvor træneren fra Premier League klubben London City, Scott Manson, bliver bedt om at opklare sagen om mordet på klubbens manager. Guf for fodboldglade mænd og andre der måtte ønske sig et troværdigt kig ind bag alle stjernerne

Beskrivelse

Der er enorme summer i fodbold, og derfor også stor korruption og mange interesser. London City klubben er ejet af en ukrainsk oligark med blakket baggrund. Af hensyn til klubbens omdømme beder han træneren Scott Manson om diskret at efterforske mordet på klubbens karismatiske manager Joao Zarco. Scott Manson nærer et indædt had til politiet, da han har været uretmæssigt fængslet for voldtægt. Han er den skotske forfatter Philip Kerrs nye gennemgående figur. Kerr er især kendt for "Berlin noir serien" med detektiven Bernie Gunther, der opererer i mellemkrigstidens og krigens Berlin

Vurdering

Dette første bind med fodboldtræneren Scott Manson tegner godt for den fodboldinteresserede krimilæser, der her får et fint bud med både godt plot og masser af fodboldstemning. Undertegnede var iøvrigt godt underholdt uden at være interesseret i fodbold

Andre bøger om samme emne

En anden krimi med fodbolden som emne er Sort søndag af italienske Paglieri. Her er det en fodbolddommer, der findes hængt og italiensk fodbold, der er emnet