Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Roman om faldgruber og faresignaler i forbindelse med dating. Og om ensomhed, sorg og længsel efter kærlighed. Især for yngre kvinder

Beskrivelse

Flere historier spindes sammen i denne roman, der har dating som tema. Johan bliver stalket af en tidligere kæreste, Lotte driver selskabelig virksomhed for singler, Karina møder en italiensk storcharmør, og en navnløs psykopat mishandler kvinder i forsøget på at genfinde sin mors kærlighed. Blandt bogens temaer er hvordan man kommer videre i livet som ung, sørgende enke og tidens kommunikation på de mange forskellige sociale medier. Et spændingselement er med til at drive fortællingen frem og binde trådene sammen til sidst. Tydelig skrift

Vurdering

Et stykke brugslitteratur, ikke specielt velskrevet og sjusket korrigeret for fejl. Men alligevel en ret spændende og medrivende historie om en gruppe almindelige menneskers længsler og faren vild i kærlighedsjunglen. Sproget er ligetil og personerne genkendelige, og sammenholdt med forsidens romantisk/dystre udtryk tror jeg, at bogen vil tiltale "Virkelighedens verden"-læserne

Andre bøger om samme emne

Forfatterens tidligere romaner er i samme genre og stil. Andre letlæste romaner om dating er En kvinde tre mænd, Brændende kærlighed! og for læsesvage Kæreste på nettet. Desuden kan Dating for dig og Whatadate.dk - dating på nettet foreslås supplerende