Lektørudtalelse

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Kort om bogen

Paula er rejst væk for at komme sig over bruddet med Jostein og genfinde sin seksualitet. For at føle sig sikker på at de næste mænd, hun møder, virkelig vil have hende, tilbyder hun sig som escortpige. Det bliver en eksistentiel rejse ind i sindets dybe kroge. For læsere, der søger en tæt sanset læseoplevelse om sorg, savn, kærlighed og seksualitet

Beskrivelse

Norske Paula er socialantropolog, midt i 40'erne og opvokset i Finnmark, hvis natur er med til at skabe romanens billedunivers. Længslen efter at være tæt på sin far har præget Paulas barndom og gentages nu i længslen efter kæresten Jostein, der elsker hende uden at elske med hende. I sorg over deres brud rejser hun til Malaga for at udforske, hvordan escortservice kan bringe hendes seksualitet til live sammen med mænd, der helt konkret vælger hende mod betaling. Hun møder Vera, der guider hende på en spirituel rejse ind i sig selv, hvor barndommens løse ender knyttes med den voksne kvindes

Vurdering

Smukt sanset, følsom roman af den solide norske forfatter, hvis sprog er en nydelse at læse. Ikke en roman for det helt brede publikum, men Hanne Ørstavik fortjener at blive mere kendt

Andre bøger om samme emne

Bogen er meget i tråd med forfatterens forrige, især har den tematisk meget tilfælles med Der findes en stor åben plads i Bordeaux. Forfatteren er i klasse med fx Kerstin Ekman, men skriver mere stramt uden at være minimalist