Lektørudtalelse

Forfatter: Marion Tirsgaard

Kort om bogen

Den 70-årige Addie Moore har svært ved at sove om natten. En aften aflægger hun sin nabo, enkemanden Louis, et uventet besøg. Addie har et forslag, der får Louis til at pakke sin tandbørste. Til læsekredse og voksne læsere af stilfærdige kærlighedsromaner

Beskrivelse

Fra den dag af sover Louis hos Addie. Nat efter nat ligger de ved siden af hinanden og taler om deres fortid på godt og ondt. Forholdet begynder dog langsomt at krakelere, da Addies 6-årige barnebarn flytter ind hos Addie, og sladderen i den lille by tiltager. Da sladderen når Addies søn, Gene, får det store konsekvenser. Romanen blev den prisbelønnede amerikanske forfatter Kent Harufs sidste roman, inden han som 71-årig døde i 2014. Haruf har flere romaner bag sig. Det er første gang, at han udkommer på dansk

Vurdering

Det er en stilfærdig og virkelig smuk roman om at turde kærligheden i en sen alder. Meget elegant og bevægende skildres udviklingen i forholdet, der går fra kejtethed til dyb fortrolighed. Det gøres med en melankolsk undertone, der byder idyllen trods og giver læseren en forudanelse om, at omgivelsernes snæversynethed vil få det hele til at vakle. Jeg er på bare 192 sider blevet fan af Kent Haruf

Andre bøger om samme emne

 Og så kom Paulette - og Majorens sidste forelskelse handler begge om at finde kærligheden sent i livet. Denne har en mere alvorlig og melankolsk tone, der kan minde om Elizabeth Strouts Olive Kitteridge, der også foregår i et mindre bysamfund i USA