Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Gordon Nielsen

Kort om bogen

Underholdende biografi som giver et blik bag facaden hos den på overfladen altid så glade tv-vært Hans Pilgaard. For læsere af kendis biografier

Beskrivelse

I samarbejde med journalist og forfatter Rikke Hyldgaard (f. 1972), har den kendte tv-vært udgivet sine erindringer. Pilgaard voksede op i et normalt og kærligt hjem hvor faderen var pilot og moderen hjemmegående. Som ganske ung fik han at vide at han var adopteret, men det var en hemmelighed som kun de nærmeste måtte vide. Hemmeligheder har der været flere af i Pilgaards liv, og han fortæller også åbent om skammen over at være homoseksuel og hvorfor det tog så lang tid at være åben om det. Desuden hører vi om faderens depression, livet i mediernes søgelys, kærligheden til Springsteens musik, venskaber, og om at overleve en kræftsygdom. Med mange billeder

Vurdering

Velskrevet og interessant biografi som fint rammer den morsomme og lune tone som vi normalt forbinder med Pilgaard. Samtidig giver den et blik bag facaden og afslører en følsom og søgende sjæl som er martret af skam og fortielser. Det føles meget personligt, men er alligevel alment, og mange vil sikkert kunne nikke genkendende til hans fortælling om sygdom og hemmeligheder

Andre bøger om samme emne

Rangerer blandt de bedre udgivelser i genren, da man kan mærke at hovedpersonen har noget på hjerte. Minder om andre velskrevne kendis biografier som fx Dorph - historier fra den anden side og Med livet som indsats