Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Urban Andersen

Kort om bogen

Guide til at opbygge en vintage garderobe. Henvender sig til modeinteresserede, der ønsker at passe på miljøet, skille sig ud fra mængden og samtidig spare penge

Beskrivelse

Efter en kort intro redegør forfatteren for, hvad vintage er. Hendes definition er originalt tøj og tilbehør, der er produceret mellem 1920 og 1979. Der er også en kort definition af reprotøj, der er nyproduceret tøj efter gammelt snit. Forfatteren beskriver sin vintage garderobe som en samling, der er opbygget gennem mange år, fra hun som ung gik i genbrugsbutikker. Hun giver 6 tips til at købe, bruge og vedligeholde brugt tøj. Forfatteren fortæller, at der ikke findes sære kroppe, kun tøj, der ikke passer til den enkelte krop. Det handler om at finde sin krops styrker og lade tøjvalget understrege disse. Der er gode råd til reparationer af tøjet, og råd at følge, når du vil købe vintagetøj online. Bogen sluttes af med en gennemgang af populære vintagebutikker i Danmark og resten af verden

Vurdering

Meget farverig, grundig og indbydende bog, der gør det klart, at vi her har en forfatter, der virkelig elsker vintage. Den kærlighed formår hun til fulde at få ud til sin læser, så man får lyst til at kaste sig ud i at købe vintagetøj

Andre bøger om samme emne

Der findes en del engelsk litteratur om emnet, fx Vintage fashion complete, der dog definerer vintageperioden lidt længere, helt op til 1990'erne