Lektørudtalelse
Kort om bogen
Kloge refleksioner over kærlighedens forskellige faser og stadier med udgangspunkt i skildringen af Rabih og Kirstens ægteskab og forældreskab. Kan kærlighed læres, opøves, overkommes? Filosofisk roman med bud til tænksomme læsere
Beskrivelse
Skotske Kirsten møder Rabih med mellemøstlig baggrund; de forelsker sig og bliver gift. Og i stedet for at leve lykkeligt til deres dages ende, starter den egentlige kærlighedshistorie først nu hvor kærligheden skal stå sin prøve med dagligdag, karriere, børn, konflikter, regninger, utroskab og andre udfordringer. Klarer de det? Forfatteren kommenterer, reflekterer, anskueliggør og forudser dette helt almindelige middelklasse ægtepars gøren og laden i romanens afsnit, der bærer titlerne: romantik, for evigt, børn, utroskab og hinsides romantik
Vurdering
Refleksioner og romankarakterer driver romanen. Ikke handling og plot. En kærlighedens filosofi pakket ind i romanform, som givet vil skuffe læsere der søger en handlingsmættet underholdningsroman, men som tilbyder så meget andet på den følelsesmæssige, tænksomme, analyserende side til den læser, der evner at gå med på romanens præmis og refleksion. Og i tilgift blive lidt klogere. God til læsekredse
Andre bøger om samme emne
Kærlighed er en fin måde at nå videre ind i forståelsen af kærlighed i et filosofisk og historisk perspektiv. Hvis man helst vil underholdes vrimler hylderne med alt fra Jane Austen til Jojo Moyes