Lektørudtalelse

Forfatter: Louise Urban Andersen

Kort om bogen

En saudiarabisk kvinde udfordrer det mandsdominerede samfund. Bogen kan læses af alle med interesse for islam og kvinders rettigheder

Beskrivelse

Manal bliver anholdt for "kørsel i kvindelig" tilstand, og det bliver starten på hendes aktivisme. Manal vokser op i en saudiarabisk familie med trange kår og udvikler sig gennem barndommen til at være dybt religiøs. Hendes mor ønsker, at hun skal tage en uddannelse, og på den måde bliver hun præsenteret for verden udenfor. Gennem sine udlandsophold ser hun, hvordan kvinder har helt anderledes frie rammer og medbestemmelse, og det tænder en ild i hende. Hendes eget oprør tilbage i Saudi Arabien bliver en bilkørsel, der bliver optaget og lagt på youtube. Det fører til en pinefuld tilbageholdelse. Manal beretter om sin og søsterens omskæring, og om hvordan kvinder altid skal være under opsyn af en mand, når de forlader hjemmet. Det er også fortællingen om det arabiske forår, som Manal med sin bilkørsel indskriver sig i

Vurdering

Bogen indeholder gruopvækkende beretninger om livet som pige og kvinde i Saudi Arabien. Manal fortæller medrivende om de uretfærdigheder, hun er gået igennem, og hvorfor hun mener det er værd at kæmpe så hårdt for ligestillingen mellem kvinder og mænd

Andre bøger om samme emne

Bogen vil tiltrække læseren, som bl.a. har læst 1000 piskeslag og Ayaan