Lektørudtalelse

Forfatter: Charlotte Jakobsen

Kort om bogen

Den unge kvinde Iris Frantzen findes brutalt myrdet, hendes hoved befinder sig på sofabordet og resten af hende i soveværelset. Badeværelset ligner en slagtehal og morderen sover stadig på sofaen. Han påstår at hun var vampyr og derfor skulle hun dø.Til læsere, der holder af gotiske krimier

Beskrivelse

I en nær fremtid er Danmark måske delt op i et dag- og et nathold. Dagholdet består af mennesker og natholdet består af dem, der er forvandlede. Kriminalassistent Gabriel tilhører natholdet. Han afskyr, som så mange andre forvandlede, ordet vampyr og betegner sig selv som "Natter". Han efterforsker mordet på Iris Frantzen. En sag der eskalerer, da det viser sig, at hun var under forvandling og hendes morder, Stein, findes død i sin celle manglende et par liter blod. Gabriels makker Meyer, der også er natter, er den sidste, der har set Stein i live og Meyer er forsvundet. Gabriel tvinges til at arbejde sammen med Ravn, en kriminalbetjent fra dagholdet, der udover at være menneske måske også er medlem af "Abrahams børn", en organisation der bekæmper nattere

Vurdering

En veloplagt og velfungerende fortælling, der kombinerer krimi, gotisk uhygge og vampyrgenren på en underholdende og fængende måde. Ikke for sarte sjæle, da fx mordet på Iris er meget blodigt beskrevet

Andre bøger om samme emne

 Rød høst (Ved Jørgen Sonne) af Dashiell Hammett spiller en central rolle i bogen, og selvom det ikke helt er samme tema, er det oplagt at henvise til denne