Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Lea har isoleret sig fra alle andre, og lever sit liv gennem falske identiteter på nettet, hvorfra hun får al sin bekræftelse og mening med tilværelsen. Fra 11 år

Beskrivelse

Lea føler sig meget alene. I klassen er der ingen der taler til hende. Hendes mor har heller ikke rigtig tid, og faren har travlt med sin nye kone og barn. Når de voksne prøver at spørge Lea, hvordan hun har det, glider hun af og er afvisende. Lea lever for sine falske profiler, især Veronika, hendes alter ego på Instagram, der er meget populær. Veronika er dødssyg af kræft, men er alligevel positiv og en stor inspiration for sine følgere, der sender masser af likes, hjerter og søde kommentarer. Det hele er ved at ramle for Lea, dobbeltlivet har taget overhånd og hendes falske profiler er ved at blive afsløret. Forfatteren har tidligere udgivet Noans mærke

Vurdering

En spændende og velskrevet bog, der ender håbefuldt med Lea, der åbner sig for de mennesker hun kender "in real life" igen. Er skrevet med jeg-fortæller og korte afsnit, der hver starter med et mindre tekststykke i fed, der fungerer som en etablering af sted, en stemning, eller viser en handling. Rytmen i sproget, der veksler mellem hendes virtuelle identiteter og fysiske jeg, fungerer godt

Andre bøger om samme emne

 Nørd og Selfie Simon handler også om børn og unge, hvis brug af sociale medier løber af sporet for dem