Lektørudtalelse

Forfatter: Line Hoffgaard

Kort om bogen

Prisbelønnede Ane Riel overrasker igen med sin nye roman "Bæst", som er en usædvanlig roman om barske livsvilkår, ulykkelig kærlighed og venskab. Anbefales bredt til læsere af ny dansk litteratur

Beskrivelse

Da den smukke Danica møder daglejeren og kæmpen Karl, resulterer deres lidenskab i Leon. Leon er et specielt barn med begrænset forstand og mange muskler. Der er intet ondt skabt i ham, men når han rører ved andre, gør han dem ondt, ikke mindst Danica, som lider under sønnens voldsomme kærtegn. Den unge Mirko fra nabogården, som går til hånde hos familien, forelsker sig i Danica og udvikler et tæt forhold til Leon. Efter en række skæbnesvangre begivenheder, må Mirko og Leon drage ud i verden og leve som daglejere. En roman om barske livsvilkår, ulykkelig kærlighed og et usædvanligt venskab. Ane Riel har tidligere skrevet romanerne Harpiks og Slagteren i Liseleje

Vurdering

"Bæst" er en særegen, overraskende og særdeles medrivende fortælling med temaer om skyld og uskyld. Det lyder næsten som noget fra et eventyr, og den har såmænd også noget noget magisk og eventyrligt over sig, selvom handlingen foregår i et realistisk genkendeligt miljø udenfor tid og sted. For hver ny roman fornyer Ane Riel sig, og jeg kan næsten ikke vente på hendes næste

Andre bøger om samme emne

Romanen har tydelige referencer til Steinbecks Mus og mænd og er gjort af det samme stof som Søsterklokkerne og Hvor der er fugle