Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om bogen

Biografisk roman om en mandlig kunstner, der i erindringsglimt mindes sin barndom med en skizofren mor, mens han skaber skulpturer og installationer. For voksne med interesse for bøger om psykisk sygdom og et kunstnerisk liv

Beskrivelse

Bogen følger Bjørn, der er kunstner. Hans liv afbrydes ofte af sin mors opkald fra det bosted for psykisk syge, hvor hun bor. Bjørn levede i de første barndomsår en overklassetilværelse i Virum, indtil moderen blev skizofren, og tilværelsen faldt sammen. Vi følger jeget i nutiden med hans tanker om kunstværker og arbejdet med dem. Samtalerne med moren leder til Bjørns erindringer om mange år på hotel, hvor moren brugte sin store formue, da hun ikke kunne bo selv, mobningen på Herlufsholm, hash, afbrudt skolegang og ikke mindst kunst

Vurdering

Sikke et sprog! Det er som at være i stue med Bjørn og hans syge mor. Det er utroligt, at skribenten er debutant, da det sproglige niveau er højt. Sporet med Bjørn og hans mor er gribende, og hvis man er kunstkender, er sporet med kunst det også - men bogens mange referencer til kunstnere, værker og klassisk dannelse vil være krævende for mange. Portrættet af den kunstneriske dreng, der ved alt om krige, er stor filmentusiast og ikke mindst er et mobbeoffer uden en forælder at gå til, er rørende

Andre bøger om samme emne

Mødres psykiske sygdom er også omdrejningspunktet for disse to udgivelser: Min mor var besat og Den, der lever stille