Lektørudtalelse

Forfatter: Johanne Elvers Madsen

Kort om bogen

Medusa er i fængsel, anholdt for mordet på statsministeren. Kan hun overbevise retten om, at det var PYRE, der var skyld i angrebet, eller skal hun tilbringe resten af livet bag tremmer? Spænding for de 10-12-årige

Beskrivelse

Medusa er fængslet sammen med voksne og farlige forbrydere, og hun har fået et metalnet over håret, så slangerne ikke kan angribe. Her venter hun på retssagen, der skal afgøre hendes skæbne. I retten går det ikke efter planen, men heldigvis træder de andre superhelte til. Det er 5. bog i serien "Medusa", og også en del af serien "De unge helte. Nye eventyr". Historien er en direkte fortsættelse af "De unge helte"; Heltene samles og Kampen mod PYRE, og kræver at man læser dem først. Det er dog ikke strengt nødvendigt at læse de andre bøger om Medusa inden denne, selvom det giver den bedste forforståelse. Den første bog er Medusa - monster. Bag i bogen er der en oversigt over, hvordan bøgerne om de unge helte kan læses: I udgivelsesrækkefølge eller én helt ad gangen - begge dele giver mening

Vurdering

Som resten af serien er det en spændende bog med masser af action. Den er let og hurtigt læst, med korte sætninger, korte kapitler og fine illustrationer, der alt sammen er med til at gøre bøgerne letlæste, uden at handling eller historie lider under det. En serie, der er guf for superhelte- og actionelskere

Andre bøger om samme emne

 Orion - den sidste superhelt er en anden letlæst serie om superhelte