Lektørudtalelse

Forfatter: Martin Jørgensen

Kort om bogen

Verdens klima er forandret og mennesket har delvist skylden. Denne bog ser på hvordan, og hvad der gøres for at minimere skaden. Egnet for studerende og klimainteresserede

Beskrivelse

Bog nr. 17 i en planlagt serie på 100 bøger på 100 sider fra Århus Universitetsforlag. Hver bogs udgangspunkt er et enkelt år i Danmarkshistorien, og her drejer det sig om 2. juli 2011, hvor et skybrud af historiske dimensioner ramte især hovedstadsområdet. Bogens hovedemne er den klimapolitiske debat, der skiller politikere, skeptikere og klimaeksperter. Spørgsmålet de diskuterer er, om klimaet er påvirket af mennesker, og hvad vi så gør. Bogen beskriver registrering af vejr tilbage til 1600-tallet. Samtidigt beskrives den evige vækst- og energijagt, der siden industrialiseringen, har drevet mennesket teknologisk fremad, med påvirkning af miljøet til følge. Historisk beskrives det politiske klimaarbejde, hvor der ofte er sat en tøvende dagsorden. Afsluttende et fremadskuende kapitel, der behandler tilgangen for fremtiden. Bo Fritzbøger er dr.phil. og lektor på Saxo-instituttet ved Københavns Universitet

Vurdering

En absolut læseværdig og informativ lille bog, der tager et stort emne op, og på forbilledlig vis, formidler og diskuterer klimapolitikkens udvikling og fremtid så de fleste kan være med

Andre bøger om samme emne

 Vejrmagerne en mere dybdegående gennemgang af menneskeskabte klimaforandringers historie. Vejret gennem 5000 år giver en grundig gennemgang af meteorologiens verdenshistorie