Lektørudtalelse
Kort om bogen
Nilas, Sif, Amira og Lasse befinder sig på hospitalet, efter de er blevet forvandlet til dyr af den mystiske vikar, Igor. Om natten vender Igor tilbage med flere piller. 2. bog i serien "Hjælp! Jeg er en ulv" for 8-9-årige
Beskrivelse
De tre bøger handler om fire børn, der forvandles til dyr af den falske vikar Igor og om deres kamp for at blive mennesker igen. Serien er en del af "Alvildas stjernebøger". Bøgerne her har én stjerne og tilhører således den letteste kategori. Teksten er kapitelinddelt og sat i korte sætninger med luft mellem linjerne og med illustrationer på alle opslag. Bøgerne har lix 7 og lettal 20
Vurdering
Onde vikarer i børnebøger er næsten altid lig med spænding, og serien her er bestemt ingen undtagelse! Et godt plot fanger læseren fra første side, og læserens nysgerrighed efter at vide, hvordan det går de fire børn fastholdes, så man bare må have fat i næste bind for at vide, hvordan det går. Der er kamp og fjendskab - ikke blot med den gale vikar, men også internt mellem børnene. Bøgerne skal læses i rækkefølge, men et lille indledende resumé i bog 2 og 3 kan dog bruges både som genopfriskning og til læsere, som ikke har læst forrige bind
Andre bøger om samme emne
Ulf og den fæle lugt af lig og Havets magi - de knuste perler er begge 1. del af serier, som også handler om forvandlinger og overnaturlige væsner, men med lidt højere lixtal