Lektørudtalelse
Kort om bogen
Hugo har det bedst med sit eget selskab, med at dyrke haven og drikke sin te kl. 18. Men mødet med to mus får ham til at tænke på, om der mon er mere i livet end ro, have og regelmæssighed. For 3-6-årige
Beskrivelse
Marsvinet Hugo har alt, han har brug for. Han elsker at være alene, dyrke og passe sin have, drikke sin te kl. 18 og ligge i sin seng kl. 19. Men en dag på byens marked møder Hugo de livlige og imødekommende mus, Alfa og Omega, der viser ham noget af alt det, som livet også byder på som at male, spille musik og klæde sig ud og lege rollespil. Pludselig glemmer Hugo tiden, og han kommer for sent til sin aftente. Den aften kan Hugo for allerførste gang ikke sove. Noget går pludselig op for ham. Det er rart at være alene og passe sin have, men det er endnu dejligere at have venner, som man kan dele livets oplevelser med
Vurdering
En sød, ligetil og let moraliserende billedbog om vigtigheden og værdien af venskaber, men også om at give slip og kaste sig ud i noget, som man ikke er vant til. Bogen har kortfattet tekst og farverige illustrationer med mange små detaljer, der leder tankerne hen på små idylliske landsbyer i England
Andre bøger om samme emne
Der findes flere billedbøger med samme tematik fx Lille Elliot i storbyen, Ib er et æg og Ud af det blå