Lektørudtalelse
Kort om bogen
Velskrevet og spændende biografi om Poul Bundgaard, hvor man kommer bag facaden på den folkekære skuespiller og lærer mennesket at kende. Kan læses af alle med interesse for Bundgaard, "Olsen Banden" eller en god biografi
Beskrivelse
I oktober 2022 kunne den folkekære Poul Bundgaard (1922-1998) være fyldt 100 år. Han er selvfølgelig kendt for sin ikoniske rolle som Kjeld fra Olsen Banden, men Bundgaard var meget andet. Han var bl.a. modstandsmand og senere kongelig operasanger, men sceneskrækken gjorde at han i stedet satsede på filmen. I nærværende biografi af journalist og forfatter Jacob Wendt Jensen, præsenteres en mere sårbar og skjult side af mennesket Bundgaard. Vi hører bl.a. om karrieren på de skrå brædder, kvinderne, glansrollen som "Den evige Kjær" i Hærværk, familien og selvfølgelig arbejdet med Olsen Banden filmene. Biografien bygger på en række skriftlige kilder, og mere end 50 nye interviews med familie og venner. Med fotografier og diverse registre
Vurdering
Letlæselig og interessant biografi, hvor Bundgaard fremstår levende og nuanceret. De mange kilder er godt inkorporeret i handlingen, og gør læsningen til en fornøjelse
Andre bøger om samme emne
I 1988 udgav Bundgaard sine erindringer i Livet er skønt og kort efter hans død udkom mindebogen Kære PoulNærværende udgivelse minder om disse, men går også lidt mere kritisk til hovedpersonen og er opdateret med ny viden