Lektørudtalelse
Kort om bogen
I Polen finder politiet et lig, som viser sig at have relation til både gamle spioner og krigen i Ukraine. Det bliver op til Karna Ingeld og Laust Palk at komme til bunds i sagen. Til læsere af klassisk spionlitteratur af meget høj kvalitet
Beskrivelse
3. bind i serien om den hemmelige danske efterretningstjeneste Ringen. I Lublin i Polen finder man et lig af en mand, der åbenlyst er blevet likvideret. Det bliver starten på en større sag, hvor både tyske, danske og britiske agenter må arbejde sammen. Hvordan hænger det hele sammen med krigen i Ukraine? Karna, der arbejder for Ringen, får til opgave at styre sagerne, og hun får igen hjælp af den pensionerede spion Laust. 1. del i "Ringen-serien" er Fangst
Vurdering
Endnu engang imponeres man over, hvor meget Martin Jensen får med på så kort plads - romanen er på kun 250 sider. Der er både plads til et veludviklet plot, der foldes ud på en spændende måde, karakterudvikling og fine miljøbeskrivelser, uden at det på nogen måde føles forceret. Det er en frydefuld læseoplevelse fra start til slut. Bogen kan læses selvstændigt, men det anbefales at læse serien i rækkefølge, da der er vigtige relationer mellem personerne, som også spiller ind på plottet
Andre bøger om samme emne
Der udgives i disse år en del fremragende klassisk spionlitteratur, og man bør også læse britiske Mick Herrons serie om Jackson Lamb, fx Slagteheste