Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Første bind i ny dansk krimiserie af debuterende makkerpar. Forfatterne er gift og arbejder som henholdsvis journalist og filmkonsulent

Beskrivelse

Da Videnskabsjournalist Thea Vind får til opgave at interviewe en anerkendt forsker, aner hun ikke at hendes artikel vil involvere hende i en sag om smugling af syriske kunstskatte. På forskerens kontor stifter hun første gang bekendtskab med en smuk statue af gudinden Ishtar - en statue, der er efterstræbt fra mange sider. I sin søgen efter sandheden om statuen opsøges hun af arkæologen Saïd, der for alt i verden vil beskytte Ishtar og have hende med tilbage til det land, hvor hun hører til. Men ikke alle ønsker at Ishtar skal tilbage og for at finde en løsning, må Thea og Saïd flygte til Damaskus med forbryderne lige i hælene. Snart befinder de to sig ved den arkæologiske udgravning, hvor det hele begyndte. Historien er fortalt i et lettilgængeligt sprog og har et fint flow. Spændingen holder bogen igennem, selvom det aldrig bliver rigtig farligt, og personerne er beskrevet med en tilpas inddragelse af deres privat- og kærlighedsliv til at de bløde krimilæsere vil være underholdt

Sammenligning

Til læsere af bløde krimier med let genkendelige personkarakteristikker. Emnemæssigt minder bogen om Shobha Nihalanis Det tavse monument

Samlet konklusion

En ny dansk krimiserie, der, uden at være nyskabende, tilbyder en underholdende historie til de(kvindelige)krimilæsere, som nyder en historie uden alt for meget udpenslet vold og med en indbygget kærlighedshistorie

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2012