Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Robert Goddards faste læserskare får endnu en god historie, og det samme gør alle andre læsere af velskrevne, spændende og interessante historier. Kan formidles bredt

Beskrivelse

Goddard har efterhånden et stort bogkatalog på dansk med næsten én årlig bog. Denne føjer sig smukt ind i rækken af bøger, hvor nutidige begivenheder hænger nøje sammen med fortidens synder, og hvor engelske egne spiller centrale roller dog med udblik til Europa. I denne bog får en pensionsmoden medarbejder, Jonathan Kellaway, i et amerikansk minefirma i 2010 til opgave at finde nogle arkivalier, så firmaets historie kan skrives. De forsvandt i 1960'erne fra det oprindelige minefirma i Cornwall, hvor Kellaway arbejdede en sommer. Firmahistorien og minedrift efter kaolin er baggrund for plottet og fylder en del i bogen, men overskygger ikke handlingen. Kellaway vender således tilbage til sin fødeegn, og opgaven medfører endnu dybere indblanding i en række komplicerede firmahandler og familiestridigheder samt rejser til Capri. Dertil kommer flere dødsfald og mord inden den overraskende slutning, hvor alle brikker falder på plads i en velskrevet historie

Sammenligning

Bogen falder helt i stil med Robert Goddards øvrige bøger, som den på mange måder minder om, uden at der er tale om et kopiprodukt eller en gentagelse

Samlet konklusion

Velkendt stil med fortid og nutid blandet sammen i en velskrevet og spændende historie med krimielementer uden kun at være en rendyrket krimi. Derfor kan den også formidles til andre læsergrupper

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2014