Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Landberg

Anvendelse/målgruppe/niveau

For læsere af fx Stephen King og bøger om verden efter en stor katastrofe. Henvender sig både til voksne og unge læsere, idet hovedpersonen er 11-12 år, mens vi i høj grad også følger forældrenes forhold og folks reaktioner på de ændrede tider

Beskrivelse

Julia på 11 år lever trygt i sin middelklassefamilie i Californien, hun er enebarn, og alt er helt normalt. Pludselig begynder jorden at dreje langsommere rundt, således at døgnet får flere timer, først nogle minutter men efterhånden op til 60 timer. En såkaldt deceleration er indtrådt, og regeringen er rådvild. På et tidspunkt beslutter man dog at følge den gamle tid, altså urenes tid, og således går folk på arbejde i mørke og sover i dagslys. De lange nætter bevirker på sigt, at man ikke længere kan dyrke afgrøder uden kunstigt lys. Gennem Julie følger vi forældrenes forhold, en forelskelse i Seth og faderens utroskab. En troværdig skildring af menneskenes reaktioner, når katastrofen langsomt rammer og samtidig en udviklingshistorie, der dog ikke går vældig dybt i personerne. Forfatteren er debutant og forlagsredaktør, bogen er allerede solgt til 30 lande

Sammenligning

Stephen King har beskrevet en lignende situation i Under kuplen, 2010, hvor også reaktionerne på katastrofe er beskrevet, dog i noget større format. Bogen her er let læst, men man fanges ind af den troværdige beskrivelse

Samlet konklusion

En troværdig skildring af et ganske almindeligt samfund, hvor katastrofen gradvist rammer. Vil blive læst af både unge og voksne og er oplagt til filmatisering

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2012