Lektørudtalelse

Forfatter: Per Drustrup Larsen

Forfatteren beskrev et godt udvalg af historier fra sagntiden i Nordiske heltesagn, og har i denne nye bog taget hul på historierne fra vikingetiden. Med udgangspunkt i mange af kilderne - især Saxo og sagaerne - har Lars Henrik Olsen lige som første bind skrevet historierne om til et nutidigt og letflydende sprog samtidig med, at der bestemt ikke er skruet ned for dramatikken og dynamikken. Der er stadig slagkraft i de drabelige historier om Regner Lodbrog og hans sønner, Palnetoke, Svend Tveskæg, Harald Blåtand, Olav Trygvesøn, Halfdan Vanrådeskjald, Jomsvikingerne og alle de andre brave vikinger frem til kristningen af Norden. Bogen er i samme udstyr som det første bind, og de gode illustrationer bidrager fortsat flot til historierne. Godt at der stadig er så gode historiefortællende skjalde som Lars Henrik Olsen til at gøre historierne levende for nutidens børn og unge i alle aldre - på den måde at bogen kan selvlæses fra ca. 12 år, men kan fortælles og læses op noget tidligere, men også voksne vil nyde, at de er tilgængelige i denne form. Bøgerne kan med fornøjelse læses af samme gruppe som serien om Erik Menneskesøn

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2004