Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Anvendelse/målgruppe/niveau

Bogen er den første biografi fra en af de overlevende efter tragedien på Utøya i 2011, og den vil som sådan tiltrække sig stor opmærksomhed hos et bredt publikum

Beskrivelse

Bogens forfattere er far og datter, og de fortæller sideløbende om deres oplevelser omkring terrorhandlingen på Utøya d. 22. juli 2011; Siri som oplevede skuddramaet og Erik, der først og fremmest som far og dernæst som journalist beskriver, hvordan det var og er at være pårørende. Det er en utrolig stærk bog, hvor Siri beretter om, hvordan det var at befinde sig på Utøya og frygte for sit liv og om den svære tid efter. Vi følger også Siris far, som får en opringning fra Siri om, at der skydes på øen og straks tager beslutningen om at køre til Utøya, hvor han beskriver ventetiden og frygten, indtil han finder Siri, og tiden efter. I bogens sidste del har far og datter snakket med andre som blev berørte af tragedien; forældre der mistede et barn, overlevende unge, politikere, frivillige der hjalp, en journalist, en betjent og en psykolog. Bogen er illustreret med sort/hvide fotos fra dagen og tiden efter

Sammenligning

Der er ikke tidligere udkommet bøger om Utøya på dansk, men på enkelte danske biblioteker står Einar Solvoll og Morten Malmøs Tragedien som samlet Norge, 2011 på norsk

Samlet konklusion

En utrolig stærk personnær beretning om den frygtelige tragedie Norge oplevede med terrorhandlingerne i Oslo og på Utøya i juli 2011, og om de konsekvenser, det har fået for de involverede; både de unge på øen og de pårørende

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2012