Lektørudtalelse

Forfatter: Jesper Holtoug

Annette Herzog har adskillige gode børnebøger på samvittigheden. Heraf er en del letlæsningsbøger, senest En elefant på vej til Tutu Killa og også gysergenren har været afprøvet, fx I brøndens mørke. Bogen her kombinerer disse to typer med eventyrgenren. Her er således tale om en letlæsnings-eventyr-gyser. Denne noget specielle blandingsgenre lykkes over al forventning, for Dødsvagten er rent faktisk både velskrevet, brutalt gyselig, eventyrlig og forholdsvis let at læse, selvom lix-tallet er oppe på 15. Til forskel fra mange andre eventyr er disse behageligt uforudsigelige. Her er tale om tre forskellige tjekkiske eventyr, som er bearbejdet til et flydende og mundret dansk, samtidig med at respekten for den gamle fortælletradition er fastholdt. De to af eventyrene er barske genfærds- og djævlefortællinger med ligvagter og efterfølgende død og lemlæstelse, men samtidig med en svag undertone af eventyrets "det-ordner-sig-nok-til-sidst-formel". Det midterste eventyr er en mere nedtonet, men alligevel bloddryppende skæmtefortælling a la Klods Hans. De tre veloplagte fortællinger ledsages af små, fine og skarpe illustrationer, der letter forståelsen for svage læsere og i øvrigt understøtter stemningen i bogen. Fortællingerne er smovs for gyser- og eventyrelskere i 9-12-års alderen og desuden velegnet til læsesvage og utrænede læsere

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2005