Lektørudtalelse

Forfatter: Kent Skov

Selvstændig opfølgning til Gräs' kollektive besættelsestidsroman Berusede by fra 2000. Vi følger fire drenges opvækst i 50'erne i en mellemstor jysk købstad, der må være Vejle efter naturbeskrivelsen og omtalen af billardlegenden Søren Søgaard at dømme. Gräs flytter sin poetisk realistiske fortællerstemme hen over den lille brogede flok hovedpersoner: Tue, hvis far har et større farveri i midtbyen, rigmandssønnen Buller, småborgersønnen Tino og proletardrengen Tor med den psykisk ustabile far. Man mærker snart det på forskellige måder nødvendige oprør mod en forældregeneration, der både hænger fast i den forgangne krigsperiode og et sæt stivnede familie- og samfundsnormer. De repræsenteres især af den næsten karikerede farfigur, den småborgerlige bestik- og smykkerepræsentant og fanatiske frimurer Herluf. Den rolige og velskrevne indledningssekvens med tegning af de fire hovedfigurers familier og samfundslag krydres med et spændingselement, da den unge og vellidte kvinde, Nina, forsvinder pludseligt, og der vejres et mord, der berører den ellers selvretfærdige flok af logebrødre. De fire unge mænds skæbner følges i en kort, men vigtig livsfase, der samtidig elegant markerer forskellige spor i samfundsudviklingen mod en ny tid, der bærer håb og vitalitet, men også truende kold krig. Fin realistisk tidsskildring. Slår tv-farveladen Krøniken med flere længder

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2006