Lektørudtalelse

Forfatter: Jørgen Bartholdy

Det er nu snart tyve år siden, at Dan Turéll lod os møde sin navnløse helt: den ensomme freelancejournalist, der færdes så hjemmevandt på bodegaer og barer i Istedgadekvarteret, for første gang. Som den store forfatter han var, lykkedes det ham at få skrevet en halv snes pasticher på den hårdkogte krimi, der var så fremragende, at de selv opnåede klassikerstatus. Det er den første af disse, der her er blevet gjort til genstand for en læseteknisk bearbejdelse, og lad det være sagt med det samme: resultatet er helt igennem i orden. Hvis Dan Turéll får tid til at flytte blikket et øjeblik fra Det Store Pokerbord, han helt sikkert sidder ved i dag, vil han smile tilfreds. Kendere vil savne nogle af de finurlige omveje og vise sidespring, der var "Onkel Dannys" kendetegn, men de der ikke tidligere har formået at læse hans bøger, vil her møde hans stille humor og lakoniske stil i en genkendelig form, og det skal Christina Bjerre og Ulla Koch Gregersen, der har bearbejdet, selvfølgelig have deres del af æren for. Som de andre titler i serien, er også denne udgivet som lydbog indtalt i et moderat tempo

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 1999