Lektørudtalelse

Forfatter: Per Månson

Fortælleren sidder i et fyrtårn på en øde svensk skærgårdsø. Han er på flugt, for han har for mammons skyld solgt sin historie om sin første kærlighed til verdenspressen, der betaler fyrsteligt, idet pigen Pia i mellemtiden er blevet en feteret Hollywood-stjerne, og historien går i erotiske detaljer, der støttes af fotografier, pressen finder frem til, men som fortælleren ikke anede blev taget dengang. Bogen er et langt brev til fortællerens advokat - en ungdomsven, hvor han forsøger at udrede, hvad der har bragt ham dertil og med en slutning, der ikke skal røbes her. Undervejs i den lange brevmonolog oprulles det meste af hans liv, især 1970’erne på Århuskanten, hvor han gik ind og ud af en række kollektiver og mange flere kvinder. Formen er original og er med til at holde et vist spændingsniveau, beskrivelsen af fortiden er nok rammende, selv om fortælleren vist fik mere ud af den seksuelle revolution end flertallet, men jeg synes den i længden bliver for ensformig og bogens slutning er et antiklimaks, idet den nærmest ender i den rene ugebladsromantik. Forfatteren har tidligere udgivet flere børnebøger

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2004