Lektørudtalelse

Forfatter: Thorkild Brunsborg

I 1998 udgav Jackie Siwens erindringsbogen Købt og betalt – mit liv som prostitueret (98/39), der senere er kommet i flere oplag. Ellers er der ikke mange autentiske skildringer fra dette miljø. Her kommer så én af slagsen: Ekstrabladet har ladet en moden prostitueret indtale en "dagbog" til en diktafon fra december 2004 til april 2005. Hun taler helt åbent om sin hverdag både på det massagebureau, hvor hun i den første del af bogen arbejder som escortpige, og om sin fritid. Navne i bogen er enten ikke nævnt eller så forvrængede, at de implicerede ikke er genkendelige. Hvilket er nødvendigt, ikke udelukkende fordi hun også har kendte kunder; men hun betjener også fx en morder, der fortæller hende om sin "bedrift". Hovedparten af hendes kunder er naturligvis mænd; men hun tager også gerne imod kvinder og par. Sproget er enkelt og ligefremt. Man skal nok ikke forvente, at mange i dag vil føle sig forarget af den grund. Og intet er udpenslet. Jeg-personen er frivilligt i branchen og føler sig ikke udnyttet; men hun vil gerne finde en anden levevej, og mod slutningen antydes det, at hun måske er på vej ud af miljøet. Der er tilsyneladende tale om en almindelig, ret fornuftig kvinde uden de store litterære ambitioner. Et, heldigvis, ret udramatisk dokument fra en person med en ret ualmindelig(?) hverdag. Bogen indeholder fire private fotos

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2005