Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Majgaard Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Gedigen og velskrevet bog om Hanne Marie Svendsens komplekse forfatterskab. Fortrinsvis for studerende på litteraturfag og litterater, men projektskrivende gymnasieelever kan også bruge de enkelte kapitler med værkgennemgang

Beskrivelse

Hav-frue fremstiller først og fremmest Hanne Marie Svendsen (f. 1933) som romankunstner og har fokus på hendes værker. Men Allemano indskriver biografisk stof i det omfang, det er relevant, blandt andet hvordan Hanne Marie Svendsen bruger havet som tema (hun er opvokset i Skagen), og hvordan familiens fortællinger får indflydelse på hendes fortælleteknikker. Bogens vinkel er forfatterskabets brud igennem det realistiske niveau og ud i fantasien, drømmene og det magiske, som også er en del af livet. Allemano ser især på Hanne Marie Svendsens bevidste brug af sproget. Det er sproget, der skaber romanernes univers og deres sanselighed, fx gennem synæstesi i dufte, farver, lys, lyde og ords lyde. Bogen har godt omslag og er flot illustreret med fotos. Den er kompleks, grundig og ikke nem, men Allemano skriver godt og engageret, bogen er interessevækkende, øjenåbnende og giver lyst til at læse Hanne Marie Svendsen

Sammenligning

Det er første monografi om Hanne Marie Svendsens forfatterskab. Allemano har tidligere skrevet Suzanne Brøgger : en introduktion, 2004

Samlet konklusion

Første bog om et af ny dansk litteraturs væsentlige forfatterskaber. Grundig, glimrende, velskrevet men ikke nem og derfor fortrinsvis til uddannelsessøgende og litterater

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til udgave fra 2010