Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Landberg

Anvendelse/målgruppe/niveau

For Birthe Kjærs mange fans og folk med interesse for dansktopmusikken, Melodi Grand Prix og revy. Kan også læses af ældre biografilæsere, der trænger til opmuntring

Beskrivelse

Sangerinden Birthe Kjær skriver her om sit liv fra hun blev født i små kår i Århus i 1948 frem til nutiden. Bogen er meget livsbekræftende og optimistisk, selvom hun ikke lægger skjul på sygdomme og sorger, bl.a. sine forældres tidlige død og sin egen alvorlige sygdom. Det er historien om en stærk og livsglad pige, der vil synge uden at reflektere forfærdelig meget over det. Vi hører om karrieren lige fra debuten som 12-årig i Sunshine Trioen til det nok største øjeblik da hun vandt det danske MGP i 1989 med "Vi maler byen rød", om revyoptræden, om dansktopmusikken, der især i 1970'erne ikke var særlig velset af det toneangivende Danmark, men ikke desto mindre højt elsket af mange. Åbent fortæller hun om sine forhold, bl.a. til erhvervsmanden Fritz Schur og sin store frihedstrang

Sammenligning

Ole Tøpholm beskriver Birthe Kjærs Melodi Grand Prix deltagelse i De største øjeblikke, 2009, andre har beskrevet dansktopmiljøet bl.a. Johnny Reimar i Mr. Showbiz, 2000, hvor han også beskriver sit første møde med en meget ung Birthe

Samlet konklusion

En meget livsbekræftende bog om en kvinde med stor appetit på livet, der gennemførte sit helt eget kvindeoprør ved at holde stærkt på sin selvstændighed. Som mange andre biografier kan bogen virke en anelse opremsende, da der skal rigtig mange begivenheder med i historien

Materialevurdering oprindeligt udarbejdet til bogudgave fra 2010