Baggrund for eReolens tekniske valg
I det følgende kan du læse om baggrunden for de tekniske valg, som eReolen har truffet med hensyn til udvikling af app og hjemmeside.
Android
De mange forskellige Android producenter, enheder og versioner af styresystemet gør det vanskeligt at få eReolens app til at fungere med alle enheder.
Producenterne af de enkelte smartphones og tablets kan vælge at lave individuelle brugerflader, der stiller forskellige krav. Derudover kan de vælge, at deres produkt ikke skal kunne opdateres til nyeste version af Android, altså er det ikke muligt at opdatere alle Android enheder.
eReolens læse- og lyttekomponenter stiller krav til enhederne, typisk regnekraft (CPU) og hukommelse. eReolen har derfor besluttet at sætte det tekniske minimumskrav til Android enheder til version 10, men kan ud fra ovenstående ikke garantere, at alle brugere med en Android 10 enhed eller nyere, vil få en god oplevelse med den nye eReolen app, da der kan være forhold omkring regnekraft (CPU), hukommelse osv. der kan forhindre en god afvikling af alle funktioner i app’en.
Supporten tager imod henvendelser vedrørende problemer med Android enheder fra Android version 10 eller nyere, og vi vil sammen med vores leverandør søge løbende at udvide understøttelsen af vores app. eReolen beklager naturligvis, at nogle brugere kan blive forhindret i at anvende den nye Android app på deres nuværende Android enhed, men vil henvise disse brugere til vores website, der har responsivt design, og derfor tilpasser sig mobile enheder.
iOS
For at udvikle den bedst mulige app, har eReolen ligeledes været nødsaget til at lave et snit i forhold til, hvilke versioner af styresystemet iOS, der skulle udvikles til.
Derfor skal en iPad eller iPhone minimum understøtte iOS 15 for at kunne anvende eReolens app.
Hvis du har en apple-enhed med en ældre iOS-version, kan du streame gennem eReolens hjemmeside.
Windows
Årsagen til at eReolen.dk ikke understøttes på Windows tablets/smartphones er, at meget få brugere benytter netop denne enhed. eReolen har ikke udviklet en app til disse, da der ikke er økonomi til at understøtte alle platforme.