Tema / Barske børnebøger

Der findes rigtig mange børnebøger, hvis maksimale spændingsniveau ligger lige omkring "jeg kan ikke finde min bamse", "ups, jeg har smadret en vase" eller "er der mon et monster under sengen". Men det betyder altså ikke, at børnelitteraturen er ude af stand til at diskutere alvorlige emner og svære følelser. Nogle børnebogsforfattere er særligt gode til at håndtere de emner, som forældre tit har svært ved at tale med deres børn om.

Jeg har altid ment, at børnelitteraturen kan meget mere end at underholde. Jeg tror, at litteraturen - både for børn og for voksne - er suveræn til at tage hul på en dialog om følelser og tanker, som kan være svære at sætte ord på. Det er der heldigvis også mange andre, der tror, så de sidste 10-15 år er der kommet rigtig mange børnebøger på markedet, som beskæftiger sig med børnenes univers på en mere barsk, socialrealistisk måde og som udfordrer børnebøgernes ellers beskyttede, naive verden.

Da vi læste Brødrende Løvejhjerte derhjemme, var ungerne en smule rystede over, at hovedpersonen døde i første kapitel, men jeg tror, de blev mere overraskede end kede af det. Der plejer ikke at være nogen, der dør i de bøger, vi læser om aftenen. Men bliver det fortalt på den rigtige måde, kan børn faktisk rumme mange svære emner. 

Kan dine unger godt klare en lidt stejlere spændingskurve, så prøv at se denne samling bøger, som alle har et ganske andet omdrejningspunkt end de typiske børnebøger. Her bliver temaer som døden, angst og vold taget op - men på en måde, som børnene kan forholde sig til på deres måde. 

Jeg håber, disse bøger kan sætte gang i nogle gode snakke.

/ Emma, Redaktør på eReolen