Blomstrende træ

Tema / Blomstrende frugttræer

I denne skønne (kølige) forårstid kan man ikke undgå at blive glad, når man ser på de blomstrende frugttræer. I min have er det nu tid for blommetræsblomsterne – men det er vist ikke noget, der får tilskuere til at strømme til.

Til gengæld var der masser af besøgende på steder med mange japanske kirsebærtræer i foregående måned. På Bispebjerg Kirkegård var der næsten sort af mennesker – noget der ikke var tilfældet for bare nogle år siden. Måske skyldes den tiltagende begejstring for kirsebærblomsterne, at vi hører mere om den japanske sakura-tradition end tidligere; men der er nu også noget særligt over de fine, lyserøde blomster.

Til dem, der er interesseret i sakura, har jeg her fundet nogle bøger skrevet af japanske forfattere - eller om japanske traditioner og forhold.

I år fejrer Japan og Danmark 150-året for diplomatiske forbindelser, så det er endnu en grund til at interessere sig for Solopgangens land.

God fornøjelse med turen til Japan – min yndlingsbog her er Senseis mappe af Hiromi Kawakami – en intens historie om mødet mellem to meget forskellige, ensomme mennesker.  Den er i øvrigt også udgivet som fremragende graphic novel adapteret af Jiro Taniguchi.

/Hanne Ougaard, bibliotekar i Kultur Østerbro, Københavns Biblioteker