Tema / Det sjove ved de kongelige

De adelige optræder hyppigt – også i dette års historiske romaner, og nu som altid er de også populære blandt læserne. Men hvorfor er det relevant for almindelige mennesker at komme med helt ind i de kongeliges hemmelige gemakker?

For et par uger siden læste jeg "Dyrets år" af Lone Hørslev, og - ligesom da jeg i sin tid læste J.P. Jacobsens "Fru Marie Grubbe" - blev jeg dybt fascineret og forført af den unge adelskvinde, der forfølger sine erotiske lyster og kærligheden på bekostning af sin adelige titel, sociale privilegier og rigdom. Historien virker til at være relevant for læsere til alle tider, og hver år genopstår fordums konger, dronninger og adelige som nærværende og aktuelle i personportrætter i både film, tv-serier og bøger. Men hvorfor egentlig - og hvad gør dem så spændende efter flere århundreder? Sidste år læste jeg en artikel i Politiken, som har undersøgt sagen og bl.a. spurgt den historiske romans dronning, Maria Helleberg, om hun med sine konge- og dronningeromaner har haft et nationalt oplysningsprojekt.

»Jeg har ikke beskæftiget mig så meget med Danmark som med mennesker, der interesserede mig. Jeg har taget nogle af dem, vi vidste noget om, og ladet dem gøre noget andet med deres liv, end vi havde forventet«, siger hun i avisen.

Fiktion eller fakta

Gennem tiden har bøger og film imidlertid vakt stor debat, fordi der til tider har været mere fiktion end fakta, når intriger, magtkampe, dramaer og krige omsættes til god underholdning.

»Det vigtigste ved den historiske roman er altid nutiden. Den historiske interesse kan være drivkraft eller biprodukt, men det er umuligt at skrive sig fri af den tid, man selv lever i, og det skal man heller ikke. For de bedste forfattere lykkes det at skrive noget, der overskrider tiden, så det bliver ved med at tale til læseren gennem århundreder (eller årtusinder),« siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der bl.a. står bag bøgerne om Hildegard.

Sætter nutiden i perspektiv

Ud over at gøre læserne nysgerrige på vores nationale historie, kan de bedste endda sætte det moderne liv i perspektiv, mener hun.

»Nogle gange skriver man bedst om sin egen tids dilemmaer og udfordringer ved at skrive om en anden tid. Da jeg f.eks. skrev mine romaner om Hildegard, ville jeg gerne skrive om tro og tvivl og om et menneske, der er overbevist om, at hun har en særlig forbindelse til sin gud. Jeg ville gerne udforske det felt uden at skulle navigere mellem nutidsfordomme, og det var skønt at kunne tale direkte ind i kernen af troslivet på en helt anden måde, end jeg ville have været i stand til i en nutidig ramme. Hvis jeg f.eks. havde skrevet om en kvinde på Nørrebro år 2009, der mente, hun hørte Gud tale til sig, havde det været en helt anden slags historie«, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

Jeg har fundet en række romaner, der gør os klogere, både på nutiden og på danmarkshistorien, og de er fyldt med prinser, prinsesser, konger - og især dronninger!