Tema / Dystre fortællinger fra dansk debutant

Ursula Scavenius er endnu en spændende stemme i den nye danske litteratur. Hun debuterede i 2015 med tre dystre, men smukke fortællinger samlet i bogen "Fjer".

"Fjer" er med sine tre fortællinger en rejse i tid og sted fra udkanten af Sofia i Bulgarien til et apokalyptisk oversvømmet fuglereservat og til sidst til en sorgfuld plantage i Hornbæk. Fortællingerne har hver sit persongalleri og afsluttede handling og er som sådan enkeltstående fortællinger uden den store sammenhæng. Og dog er de alligevel bundet sammen af et særligt dystert og stemningsmættet sprog, der taler til alle sanserne. Lugten af kål og indmaden af dyr siver nærmest ud mellem siderne, ligesom lyden af skingre fugleskrig og gøende hunde genlyder gennem de tre fortællinger.

I den første fortælling møder vi Alexander, der er som besat af forfattergeniet Peter Majinski. Alexander læste Majinskis bøger, da han var i isolationscelle i hærens fængsel. Efter hæren er Alexanders liv tomt, ufærdigt og koldt, som den betonruin, han flytter ind i langt væk fra alt i udkanten af Sofia. Det viser sig at Peter Majinski også bor i betonbyggeriet og Alexanders liv, drømme, minder og tanker flyder mere og mere sammen med Majinskis og hans families.

I "Luna secunda", bogens anden fortælling, flyder vandet i voldsomme mængder ud over markerne og dalen, hvor Anker og Sabina befinder sig i et fugleforskningscenter. Alle andre er flygtet, og Sabina og Anker klynger sig til hinanden, men alt går langsomt i opløsning omkring dem og for dem.

Sorg og tab er underliggende temaer i alle tre fortællinger men særligt i den sidste fortælling; "Fugleland". Fortælleren har mistet sin kone Iris: ”Jeg husker at stuerne skreg, da jeg kom herhjem uden Iris første gang. Tomheden bød mig velkommen allerede i dørhåndtaget og i form af brevene til hende i postkassen”.

Læs hele anmeldelsen af "Fjer" på Litteratursiden.dk - eller læs bogen her på eReolen.

/ Emma, redaktør på eReolen