Tema / Klassikere fra hele verden

De første par år, da jeg læste Litteraturhistorie, brugte vi en del tid på at opbygge vores "litterære dannelse", hvilket betød, at vi skulle læse alle de vigtige værke i verdenslitterauren, som havde haft betydelig indflydelse på de mere overordnede litterære strømninger. Vi startede simpelthen fra en ende af med Homer, Ovid og Dante, og så arbejde vi os op gennem litteraturhistorien. 

En stor del af disse klassikere havde jeg aldrig hørt om, det må jeg indrømme, men det var en stor oplevelse at læse bøger, som jeg ellers ikke ville have kastet mig over. Det var også fedt efterhånden at begynde at genkende strømninger i de gamle bøger, som også kunne ses i den moderne litteratur. "Intet bliver opfundet fra bunden", sagde min underviser altid. "Der bygges altid videre på noget, som er set før". 

 

Okay, nogle af de litterære klassikere vi læste i starten var ret hårde at komme igennem. Fx måtte jeg opgive, før jeg nåede halvvejs igennem Berlin Alexanderplatz af Alfred Döblin. Hold op for en gaber! Så var det sjovere at læse Hemingway. Ikke nødvendigvis de store dramatiske fortællinger med tyrefægtning og broer, der sprænges i luften, men hellere de fine filosofiske romaner som Den gamle mand og havet

Eller de romantiske dramaer som Stormfulde højder og Fornuft og følelse. Jeg svælgede i tidsbilledet, de store selskaber, overvældende følelser og romantikken. Den ville jo ikke gå i dag - ikke på den måde - men i den tid og med det sprog, det blev beskrevet, så fungerede det! Apropos det romantiske, så var jeg også overrasket over, hvor glad jeg var for at læse Shakespeare. Generelt var jeg noget skeptisk overfor tekster, som var skrevet på vers, men da jeg først fandt melodien, gled det hele forrygende godt. 

 

Noget af det verdenslitteraturen også kan, er at give et indblik i en helt fremmed verden. Nigerianske Achebes roman Alt falder fra hinanden og islandske Laxness' Salka Valka beskriver begge fremmede (og meget forskellige), barske verdener, hvor familier går i opløsning og man må klare sig selv.  

 

Har du lyst til at læse nogle af de klassikere, som jeg var begejstret for, mens jeg studerede, så kan du finde nogle af dem i listen herunder. Her er bøger fra Afrika, Island, England, Rusland og USA, og der har også sneget sig et par børnebøger på listen. 

 

God fornøjelse med din litterære dannelse.

/ Emma, redaktør på eReolen