Tema / Kom med Nordenfjords

Jeg er født og opvokset i Vendsyssel - i en lille flække mellem Frederikshavn og Skagen. Selvom jeg nu bor i en forstad til København, er det skønt at komme hjem (som jeg stadig kalder det) på ferier. Familien taler vendelbomål, men desværre er det nok et stykke historie, der højst sandsynligt uddør med min mors generation.

Til sand, vind, lyng og de lidt mere tavse og sindrige Vendelboere. Den unikke natur, der både er vild og fascinerende. Jeg bliver overvældet, når vi tager turen til Råbjerg mile, som stadig stadig vandrer, dog under mere ordnede forhold end i gamle dage. Det er ikke helt forkert med udsagnet "Jeg er ikke stolt over at være fra Vendsyssel, jeg er taknemlig".

Gennem hele min barndom holdt vi ferie i Sæby, en skøn by ved kysten på vej mod Aalborg - og det gør vi stadig! Her foregår Herman Bangs lettere ondsindede roman Sommerglæder fra 1902. Man kan tydeligt mærke, at Bangs spydigheder ikke er glemt, når man besøger byens museer. Du kan lytte til den her.

Er man som jeg interesseret i egnshistorie, så gå ind på den spændende side Danmark på film, der rummer mere end 1000 filmklip fra Danmark i perioden 1905 - 1965. Den giver et helt unikt indblik i vore nære danmarkshistorie. Her er et klip fra netop Sæby, hvor man kan se vandmøllen, som den så ud i 1918.

Her er forslag til læsning om Vendelbolivet. Du kan selvfølgelig søge på den egn i Danmark, du er fra, og se, hvad der dukker op af spændende litteratur!

/Rikke - Gladsaxe Bibliotekerne

Da Beatles kom til Brovst: Selvbiografiske noveller fra Brovst i begyndelsen af 1960'erne, da ungdommen startede oprøret mod den forbrugsorienterede forældregeneration

Syndig sommer: Efter 2. real får Bjørn arbejde på teglværket i en lille nordjysk by. Det er hårdt slid og samtidig nages han over en kammerats selvmord. Men Beatles og mødet med den ældre og meget sanselige Ellinor hjælper

Dydig vinter: Billede af 1960'ernes endnu uformulerede ungdomsoprør og forældrenes reaktioner. Handler om 16-årige Bjørn fra Brovst, der har et lidt for godt øje til damerne og derfor bliver deporteret til sine morforældre

Fatalt forår: Bjørn er tilbage i Brovst efter sit eksil hos morforældrene i Ikast. Han har højt og helligt lovet at tage sin realeksamen, men der er jo bare lige skuespillerdrømmene, vennerne i bandet, hormonernes rasen og ikke mindst Gertrud og Randi
Anne Marie Løn: Prinsesserne
Af Anne Marie Løn (2012)
Skildring af to vendsysselske gårdmandsdøtres opvækst og hele liv fra 1923 til 1980'erne, tæt forbundet til hinanden af familiens skjulte tragedier, af deres håndtering af kvinderollen og af landbrugets krav
Peder Hove: Dem nordenfjords : 6 fortællinger fra Thy og Vendsyssel : noveller
Af Peder Hove (2016)
Seks noveller om livet og folkene nord for Limfjorden
Erik Amdrup: Norden for lands lov : roman
Af Erik Amdrup (2016)
En nordjysk godsejer har som birkedommer gjort sig grundigt upopulær efter en dom for selvtægt. Da hans egen søn bliver myrdet, får familien ordensmagtens brutalitet at føle
Dokumentarisk historisk roman om baggrunden for og mordet på fire fattiglemmer, den såkaldte Hedehus-bande, i Vendsyssel i 1841 og den efterfølgende retssag