Tema / Krimierne kommer
De næste par uger arbejder vi på eReolen sammen med Litteratursiden om at sætte fokus på krimigenren, så du er i topform til årets krimimesse i Horsens d. 1.-2. april.
Her på eReolen, på vores Facebook-side og på vores børnesite eReolen Go vil du derfor kunne finde et væld af lister, artikler, anbefalinger, interviews, videoer, quizzer og meget andet krimi-lir, der gør dig klogere på både nye og gamle danske og udenlandske krimier, tendenser og meget mere.
Vi stiller bl.a. skarpt på flere af krimigenrens helt store detektivfigurer og forfatterskaber bl.a. Conan Doyles Sherlock Holmes og Agatha Christies Miss Marple og Hercule Poirot. Du kan finde en masse af de klassiske titler både som lyd- og e-bøger her på siden, og hvis du hellere vil læse bøgerne på engelsk, kan du også finde en masse af Christie og Conans bøger på eReolens engelske site Global.
På Litteratursiden kan du ud over en masse spændende artikler om krimier og krimitrends i 2017 også finde listen Klassiske detektiver, hvor du bl.a. finder bøger af forfattere som P.D. James, Colin Dexter og Dorothy L. Sayers. Derudover har forfatteren Dennis Jürgensen, som er selverklæret Sherlock-fan, skrevet en fiktiv samtale med Sherlock Holmes, Besøg hos Mr. Sherlock Holmes, hvor vi får lov at være fluen på væggen i Baker Street 221B og bl.a. møder en frustreret Mrs. Hudson. Den er bestemt værd at læse.
Vi har med andre ord en masse krimividen, som vi vil dele med dig. Læs hele optakten til krimi-temaet på Litteratursiden.dk
Vi glæder os til at nørde igennem og præsentere jer for en masse spændende krimier!
Heidi, eReolen