Tema / Læs en børnebog om dagen

Det er efterhånden velkendt, at læsning har en gavnlig effekt på vores mentale sundhed. Vi bliver simpelthen gladere af at få et skud litteratur som vitaminpille hver dag.

 

Højtlæsning styrker børns mentale sundhed

Det samme gælder for børn. Højtlæsning har nemlig – ud over at styrke barnet sprogligt –  stor betydning for børns mentale sundhed. Den tryghed, barnet oplever, når du som forælder er nærværende, og I har opmærksomheden rettet mod noget fælles, gør en kæmpe forskel for barnets trivsel og stressniveau. Netop fordi der med højtlæsningen skabes et rum, hvor barnet får din udelte opmærksomhed og forstår, at du vil bruge tid på bare at være jer to, giver en særlig følelse af tilknytning, som styrker barnets trivsel rigtig meget.

 

Fokus, ro og refleksion

Derudover lærer barnet også at forstå verden, at fokusere og koncentrere sig og forholde sig i ro. Også evnen til at reflektere og tænke abstrakt og at leve sig ind i andre mennesker er nogle af højtlæsningens positive virkninger. Du kan læse mere om forskningen bag her.

Så det er bare at komme i gang - det betyder ikke så meget, hvor længe I læser. En godnathistorie før puttetid er nok læsevitaminer for en dag!

 

Her har jeg fundet nogle højtlæsningsbøger frem, som er gode til børn i alderen 4-7 år. Hvis ungerne er blevet større, kan du finde inspiration her. Man kan også altid finde massevis af børnebøger på eReolen Go.

 

Rigtig god fornøjelse!

/Dagmar, eReolen