Tema / Lyt dig lykkelig

Det er ingen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for lydbøger. Jeg har altid elsket at læse! Det er svært at sætte ord på, præcis hvad det er, bøgerne giver mig, men der er ingen tvivl om, at det er sundt at læse. Læsning gør os til bedre, mere empatiske mennesker, og folk, der læser ugentligt, lever længere. Det har adskillige forskere efterhånden slået fast.

I august offentliggjorde jeg en artikel fra Politiken på eReolens Facebook-side, som handlede om netop dette. "Selv en halv times boglæsning om ugen øger levealderen, viser en undersøgelse fra Yale." Det er endnu uvist, præcis hvad det er ved læsningen, der har den gode effekt, men virkningen er bevist. 

Flere biblioteker rundt om i landet har indført det, de kalder læseterapi - læsegrupper for udsatte mennesker, hvor deltagerne kan komme og tale om deres læseoplevelser med andre. I en artikel fra Kristeligt Dagblad om litteraturens terapeutiske egenskaber siger litteraturforsker Mette Steenberg:

"Når man læser en bog, er man til stede i nuet og accepterer fornemmelser, følelser og gode tanker. Læsegrupper kan have en positiv effekt på patienter med depression, som har en tendens til at køre ind i en generaliserende og negativ tankestrøm."  

Professor og dr.med. Lars Heslet har dokumenteret, hvordan musik afstresser psykisk syge på intensivafdelinger. Han tror også på højtlæsningens effekt. I artiklen i Kristeligt Dagblad forklarer han:

"Psykiatriske patienter sidder i deres eget indelukkede univers. Når de hører deres egen stemme, finder de ud af, at der er en verden udenfor. At læse højt sammen med andre opbygger menneskets sociale hormon, som giver lyst til et socialt liv og er helbredende."

Det er jo dejligt, at så skøn en aktivitet som læsning (eller lydbogslytning) er sundt. Det er lidt ligesom, når man hører, at det er sundt at spise chokolade. Herunder har jeg fundet nogle lydbøger frem, som i hvert fald har gjort mig en lille smule lykkeligere. Så kan du med det samme komme i gang med at lytte dig lykkelig. 

/Emma, redaktør på eReolen