Tema / Min geniale veninde – og andre italienere

Elena Ferrantes Napoli-romaner er en af de største litterære sensationer i nyere tid – med god grund. Ferrante skildrer venskab med fantastisk sans for psykologisk indlevelse, og samtidig giver serien et portræt af Napolis underklassemiljø, som er så levende beskrevet at det sætter sig i kroppen. Romanerne fokuserer på Elena og Lilas livslange og komplekse venskab, men de giver samtidig et medrivende portræt af Italiens udvikling i anden halvdel af det 20. århundrede. Det er stor romankunst, og uden tvivl nogle af de bedste bøger jeg har læst.

På eReolen kan du høre dem som lydbøger – og når du er færdig, er her også lidt ekstra inspirerende lydbøger som foregår i Italien.

/Niels