Tema / Min "to-read" liste på eReolen Global

Der er kommet massevis af nye titler på eReolen Global, og jeg er straks begyndt at lave en liste over, hvilke bøger jeg skal læse først.

Øverst på listen står to bøger, som jeg har set filmatiseret i biografen, nemlig "Carol" af Patricia Highsmith og "12 Years a Slave" af Solomon Northup. Begge film gjorde et stort indtryk på mig, men på meget forskellige måder. Jeg er slet ikke modstander af at læse en bog efter, jeg har set filmen, så det vil jeg gøre her. Og så vil jeg håbe, jeg kan genkalde nogle af de smukke billeder fra "Carol" inde i mit hoved - og udelade nogle af de meget barske billeder fra "12 Years a Slave".

Jeg ville elske at sige, at jeg har tænkt mig at lytte til "Ulysses" af James Joyce, men jeg har allerede (næsten) læst den én gang og det var lidt af en udfordring. Jeg har engang hørt, at "Ulysses" er den bog, som flest mennesker ville ønske, de havde læst. Er du en af dem, så kan du nu låne den som lydbog på eReolen Global.

"Strangers on a Train" af Patricia Highsmith er en af de klassikere, jeg aldrig har fået læst, så det vil jeg råde bod på nu. "Jane Eyre" af Charlotte Brontë er en af de klassikere, som jeg har læst, men som jeg gerne vil læse igen. Det er bestemt ikke uden grund, denne roman er blevet en klassiker. 

Den sidste lydbog, jeg har på programmet fra eReolen Global indtil videre er Jennifer Egans "Look at Me". Denne bog har jeg fået anbefalet flere gange. Det er efter sigende en meget kompleks roman med mange lag, og jeg glæder mig til at læse den.

Hvis du er bruger på eReolen - eller bare har et lånerkort til biblioteket - så kan du uden videre logge på eReolen Global og låne ebøger og lydbøger på engelsk. Vil du bruge app'en til at læse/afspille bøger fra Global, så kan du hente den gratis til både iOS og Android. App'en hedder OverDrive (som er navnet på vores amerikanske samarbejdspartner, der står for det tekniske setup). 

/ Emma, redaktør på eReolen