
Tema / Nye titler på eReolen Global
eReolen Global, som er eReolens søsterside med engelsksprogede bøger, har det sidste års tid kørt i en prøveperiode for at afklare, hvorvidt der var interesse for engelske lydbøger og ebøger i Danmark. Til vores store begejstring har det vist sig, at det var der i høj grad! Faktisk var interessen så stor, at der hurtigt var mangel på bøger på siden, fordi de alle sammen var udlånt hele tiden. Men det gør vi noget ved nu, for i løbet af de næste uger, vil siden blive suppleret med massevis af nye titler for både børn, unge og voksne.
Hvis du er bruger på eReolen - eller bare har et lånerkort til biblioteket - så kan du uden videre logge på eReolen Global og låne ebøger og lydbøger på engelsk. Vil du bruge app'en til at læse/afspille bøger fra Global, så kan du hente den gratis til både iOS og Android. App'en hedder OverDrive (som er navnet på vores amerikanske samarbejdspartner, der står for det tekniske setup).
God fornøjelse med at læse eller lytte på eReolen Global!