Tema / Ravnen flyver om aftenen ...
... om dagen han ikke må.
Ravnene lader til at have ramt mit læseunivers i øjeblikket: Om kort tid skal jeg i gang med ”Ravnenes hvisken”, og jeg er ganske snart færdig med trilogien ”Ravneringene” af Siri Pettersen (der er desværre ikke tilgængelig her hos os, men kan lånes på biblioteket).
I nordisk folkevisetradition er ravne jo uheldsvarslende, og fuglene symboliserer generelt noget negativt eller urent i europæisk litteratur.
Derfor kommer man også let til at fornemme noget mørkt, når man hører en titel som ”Ravnenes hvisken”. Alligevel (eller måske er det netop grunden?) glæder jeg meget til at læse det særdeles roste første bind af Malene Sølvstens nye romantrilogi. Alle disse nye bøger, der er opkaldt efter den sorte fugl, fik mig til at undersøge, hvor mange ”ravne-lydbøger” jeg mon kunne finde her på eReolen – og nedenfor kan du se et udpluk af resultatet.
God fornøjelse med at flyve højt med ravnene!
/Hanne Ougaard. Bibliotekar i Kultur Østerbro; Københavns Biblioteker.