Tema / Retroanmeldelse: Ole Sarvig

I denne artikelserie sætter vi fokus på forfattere, der måske ikke står på alle danskeres bogreoler, men som fortjener stor opmærksomhed. Denne artikel sætter fokus på Ole Sarvig, der satte stemme på en kollektiv fortvivlelse efter Anden Verdenskrig.

”Når Ole Sarvig er på sporet efter det moderne menneskes sjælelige tragedie, lykkes det ham ofte at stille den rigtige diagnose. Han har i det hele taget et uhyggeligt skarpt blik for modernismens svage sider, og han kan sige overrumplende ting, som vil ramme en desillusioneret ungdom lige i hjertet.” (Information, 1950)

Ole Sarvig skrev i sit forfatterskab 15 digtsamlinger, 10 essaysamlinger, 4 romaner og et par skuespil.

I min research af gamle anmeldelser i Hovedbibliotekets arkiv om Ole Sarvigs forfatterskab er jeg stødt på overskriften ”Den søgende Sarvig”. Det er generelt for hans tidlige værker, at han søger efter menneskets nye identitet i tiden efter 2. verdenskrig. I artiklen her tager jeg udgangspunkt i Ole Sarvigs digte, da det især er som digter, at han har markeret sig inden for dansk litteratur. Trods det faktum at han særligt er kendt for sit til tider vanskelige poetiske sprog, så fortjener Sarvig at blive fremhævet, da han har været en stor inspirationskilde for efterfølgende danske lyrikere.

Menneskepupper

I perioden 1943-1948 udgiver den unge Ole Sarvig 6 digtsamlinger, og med debuten Grønne digte (1943) markerer Sarvig sig som en moden og eftertænksom digter. Sarvigs tidlige værker tager fat på et ungt jegs fornemmelse for tidens kollektive angstfulde uvished, der er resultatet af Anden Verdenskrig.

Sammen med lyrikerne Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel bliver Sarvig en del af en ny generation, der pga. krigens mange ødelæggelser ønsker at gøre sig fri af traditionerne og formulere en ny virkelighed og identitet. Det bliver eksempelvis tydeliggjort i Sarvigs Jeghuset (1944), hvor han skriver: ”Den smuldrende tid/ er en lergrå skrænt/hvor småsten rasler” og i Menneske (1948), hvor han skriver, at ”Alle dage er øde./ Vi, som lever, er tomme”.

I Jeghuset er huset åbenlyst et gennemgående motiv, som når han skriver, at ”mennesker gik/med lukkede ansigter./ Og de åbner ikke deres ansigts-porte,/når du banker". De lukkede ansigts-porte er et billede på den chokerede og desillusionerede tilstand, mennesket er efterladt i under og efter krigen. Måske er det netop derfor, at det ikke virker spor mærkeligt at læse Sarvigs tekster i dag i en verden der på ny er præget af omfattende krige, mennesker på flugt og politisk og ideologisk ustabilitet. Krisen er for Sarvig, at ånden er forsvundet fra det menneskelige, og at vi alle går rundt i en tåge af ubekymrethed. Vi er nu pupper, der "hænger som skygger bag trapper og tage" (Dansk Litteraturs Historie, 1920-1960/"Pupper").

Det er ikke hverdagsbilleder, men et rigt billedsprog, der fylder hos Sarvig, som var en stor del af de betydningsfulde Heretica-digtere. Det er et rigt billedsprog,  der bruges til at beskrive en virkelighed, der er uhåndgribelig og uforståelig på grund af verdenssituationen, den store krig. Tag for eksempel denne strofe fra digtet med den fantastiske titel Harmagedon fra Grønne Digte, hvor undergangsstemningen fylder rummet:

"Nu mumler hele kloden

af knitrende klinger,

og skæbneurets viser

saa sært, uroligt svinger".

Derfor skal du læse Ole Sarvig:

Sarvigs tidlige digte har været en vigtig inspirationskilde for 1980’er-generationens lyrikere. Så hvis du er fascineret af Søren Ulrik Thomsen, Klaus Høeck eller Michael Strunge, så vil du også elske Sarvigs digte. Sarvig og hans digte er ikke kun interessante på grund af den store litteraturhistoriske betydning, men også i lyset af nutidens turbulens - hans stemme tilføjer et sprogligt og et åndeligt tilflugtsted.

/Pernille Egebæk Vadstrup, Københavns Hovedbibliotek