Tema / Så går turen til BogForum

Nu er der ikke længe til. På eReolen glæder vi os som altid til den årlige udflugt til Danmarks største bogevent, BogForum i Bella Center, der i år løber af stablen for 25. gang. Det bliver tre dages fest med forfatterinterviews, signeringer, debat og bogglæde.

Personligt ser jeg mest frem til at høre de udenlandske forfattere. Dem, man ikke har mulighed for at opleve herhjemme resten af året. På min absolutte to see-liste er bl.a. Sofi Oksanen, vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, der på messen skal tale om sin nye roman ”Norma” – et mørkt familiedrama om skønhedsindustriens bagside, norske Linn Ullmann med sin prisbelønnede og grænseoverskridende roman "De urolige" og Judith Hermann, en af de mest markante forfattere i Tyskland. Selvfølgelig vil jeg heller ikke misse chancen for at opleve islandske Einar Màr Gudmundsson og norske Tomas Espedal. Også samtalen mellem svenske Karolina Ramqvist og Josefine Klougart om splittelsen mellem fornuft og følelse i litteraturen bliver virkelig interessant, og jeg kunne aldrig lade min næse gå bi, når Jens Blendstrup underholder på scenen – muligvis med et af sine skæve, skægge ulejlighedsdigte?!

Men ikke mindst glæder jeg mig til Adrian Hughes klassikerquiz, der foregår lige ved eReolens stand hver dag kl 13.00.

Her skal I selvfølgelig også komme og hilse på os fra eReolen – vi står på spring og er klar til at svare på alle de spørgsmål og kommentarer, I har til bibliotekernes e- og lydbøger.

Find os på stand C3-003A fredag kl. 10-19 og lørdag/søndag kl 10-18 sammen med Danmarks Biblioteksforening. Vi har bolsjer med, og det bliver brandhyggeligt!

Vi glæder os til at se jer!

/Dagmar