Tema / Sci-fi – det’ for børn!

Som med mange store genrer er det svært at definere science-fiction nøjagtigt. Genren er kendetegnet ved skildringer af fremtidsscenarier, som ofte fungerer som satirer over nutidens samfund. Der er tit fokus på den teknologiske udvikling, og det er ikke sjældent man møder både rumvæsener og tidsrejser. Men måske er de mest afgørende kendetegn, at science-fiction er fuld af medrivende historier med masser af kreative ideer?

Jeg læser stadig en del sci-fi, men særligt da jeg var ung, var noget af det bedste jeg vidste at leve mig ind i gennemførte verdener med vild teknologi og farlige regeringer. Jeg kan huske, hvor imponeret jeg var over computerspillene i Djævelens hule, som stod krystalklart for mit indre blik, mens siderne vendte sig selv. Måske er det også en af dine favoritter? Nedenfor har jeg samlet en række fede sci-fi-bøger som kan læses af børn og unge. En del af dem er serier, så du løber ikke tør for læsestof foreløbig!

/Niels