Tema / Sved på panden og action i ørerne

Er du en af dem, der er vild med action og vovemod? Og vil du gerne have bøger, hvor siderne vender sig selv? Hvis du sætter lige så meget pris på, at sveden pisker af panden på helten, som jeg selv gør, så tror jeg, at disse spionromaner er lige noget for dig!

Der er noget helt særligt ved en god spionroman. Det særlige er kombinationen, og det er den, der afgør udfaldet. Når en spionroman kan indfange mig, gengives den rigtige blanding af politik (gerne øst – vest), action (gerne med usandsynlige opfindelser) og kærlighed med smukke og begavede kvinder.

Jeg vil gerne følge en virkelig helt, der kæmper for det gode og gerne risikerer livet. Som er et skridt foran sine fjender, men som er konstant udfordret. Kærlighed kan også vise sig at være et farligt bekendtskab og koste den lidenskabelige agent et uforudset problem.

Jeg kan lide at lytte til en god spionroman. Og med en vellykket en af slagsen i ørerne drømmer jeg mig væk til en verden, hvor livsfarlige missioner bliver udført af uovervindelige agenter, der sætter sagen højere end livet. Det giver en pause fra en mindre inspirerende hverdag med opvask og lange bilkøer.

Rigtig god fornøjelse

/Karin, Viborg Bibliotekerne